FEJL!

Deprecated function: The each() function is deprecated. This message will be suppressed on further calls in _menu_load_objects() (line 569 of /var/www/skakikolding.dk/public_html/includes/menu.inc).

Kam til vores hår og en lynfrisering

Søren Flø Sørensen Ons, 2019-06-12 13:48

René og Søren deltog i april-juni i Vejleturneringen 2019, arrangeret af Skakklubben Evans. Spillestedet var Hædagerskolen lidt uden for Vejles centrum. Turneringen havde samlet 40 deltagere, fordelt på 5 8-mandsgrupper og der spilledes 7 runder. Hovedparten af deltagerne var fra Evans, men også Fredericia og Horsens var pænt repræsenteret. Fra Kolding var vi tre, to fra Kolding Skakklub og én fra Springeren.

Det var en veltilrettelagt turnering. Oprindeligt var Søren blevet placeret som lavest ratet i en stærk gruppe, men tre dage før turneringstarten blev han ringet op og orienteret om, at han nu i stedet var højest ratet i en gruppe pga. nytilmeldte spillere. Det kaldes god service. Til sidst forekom de 7 runder dog lidt lange at komme igennem – det havde sikkert været nemmere, hvis vi havde spillet lidt bedre! Søren opnåede en 6. plads (man kunne også kalde det en delt sidsteplads) med tre point i Basis 2 og René en 4. plads med 3,5 point i basis 3. Noget bedre gik det Lars Pedersen, som i mange år spillede i Kolding Skakklub og nu spiller i Evans. Han opnåede en delt 1. plads i Mestergruppen. Tillykke med det!

Søren lagde godt ud med en gevinst. I 2. parti var han for ambitiøs og tabte en løber efter 10 træk. Herefter var han for optaget af ikke at tabe, og opnåede kun remiser og et enkelt tab. Der var et par gode stillinger undervejs, som han ikke formåede at udnytte. Der var heldigvis kun ca. 40 ratingpoint til forskel mellem højst og lavest ratede spiller i gruppen, så det tynde resultat resulterede kun i beskedent ratingtab på 25 point
René lagde ud med at tabe et parti. Herefter spillede han kun én remis - i vores klubturnering havde han nok opbrugt sin remiskvote for i år – tabte yderligere to partier og vandt tre. Der var flere spændende kamppartier undervejs. Scoren på 50 procent resulterede i et ratingtab på 12 point. Det var således Søren, der fik mest kam til sit hår, selvom han blev klippet undervejs.

Diagramstilingen er fra partiet René Lorentzen-Vagn Andersen, Horsens. Hvid har netop spillet a4 med den lumske plan 24. La3. Men ups …: 23. Sxd5 24. Sxd5, Lh4 (med mattrussel på f2) 25. g3, Lh3+ 26. Kh1, Dg1+ 27. Kd2, Lg5+ 28. f4, Lxf4+ 29. gxf4, Dxh2 30. Th1. Dg2 31. Tag1, Df2 (hvid kan ikke tage bonden på e4 pga. Sf6+) 32. Lxe5, Txe5 33. fxe5, Dd4+ 34. Ke1, Sxe4 35. Dxe4 og dronningen kan ikke slås pga. Sf6+ med gaffel. Hvis man forelægger stillingen og det komplicerede parti for en skakcomputer f.eks. chess365 er der et par forbedringsforslag, som det vil føre for vidt at komme ind på.

René og Søren

Efterfølgende deltog Søren Flø og René torsdag den 13/6 i Vejlemesterskabet i lynskak. Betænkningstiden var 3 min + 2 sek. pr. træk – det skulle man lige vænne sig til. Der var 49 spillere til start, 3 IM og 2 FM. 15 spillere med over 2000 i rating så med 11 runder var det svært at undgå toppen helt.
Efter 5 runder stod jeg med 2,5 point og Søren med 2. Mest ondt gjorde den blodtud jeg fik i 4. runde mod Jan Rosenberg fra Springeren, da han fik lov at placere en springergaffel på min konge og dronning. I 6. runde mødte jeg vort gamle medlem Lars Pedersen (2117) som jo netop havde fået en delt 1. plads i Vejle mesterskabet i nærskak – han sad også med 2,5 point efter de første 5 runder. Efter en ret lige kamp måtte jeg ned, da mit ur gik hurtigere end hans. Søren vandt i 6. runde over Lasse Nielsen, der netop har spillet sig over 2000 i nærskak, han vandt bl.a. sin gruppe i Vejle mesterskabet. Herefter fik Søren så kun 1 point i det resterende 5 runder, og sluttede med 4 point. Jeg vandt en heldig sejr i 7. runde mod Max E, jeg var et tårn nede og var lige ved at give op, da Max kom i gavehumør. 8. runde var jeg snublende tæt på at udspille Jørgen Aaskov (2064) men igen havde jeg fået et defekt ur der gik for hurtigt – eller rettere prisen for den god stilling var, at jeg havde trukket for langsomt, så jeg tabte. Herefter tabte jeg to og vandt én, og sluttede på 4,5 point. Jeg vandt lidt rating 26 for at være præcis og Søren tabte 15.
Turneringen blev vundet helt suverænt af FM Fillip Boe Olsen, nr. 2 blev hans far Mads Boe, nr. 3 blev Tihomir Borovnica og på en 5 delt 4. plads kom bl.a. IM Klaus Berg, der kommenterede DM i påsken sammen med Mads Boe.
En god og hyggelig aften, og med mulighed for at møde nogle af landets bedste skakspillere. Det kan varmt anbefales at vi kommer mere ud og spiller, og vi lovede at hilse Grimstrup fra Max E, og hilse alle de ”gamle” fra Lars Pedersen, som endte aftenen med 6 point og et ratingtab på 38.

René