En eventyrlig mat!!

Søren Flø Sørensen Lør, 2020-12-12 18:23

Sidste år havde jeg fornøjelsen at præsentere nogle skakopgaver ved klubbens juleafslutning. Juleafslutningen er aflyst i år, men klubbens medlemmer skal naturligvis ikke snydes for opgaveløsningens fornøjelse.
Under min gennemgang af Skakbladet pga. klubbens forestående 100-års jubilæum fandt jeg en historie med en matopgave. Historien fortælles af den berømte baron von Münchhausen og efter hans eget udsagn er det hans eneste skakparti. Det første skakparti fordi han var havnet i fangenskab hos røvere i Centralasien og var tvunget til at spille partiet pga. omstændighederne, hans sidste skakparti, fordi det indbragte ham røverhøvdingens yndlingshustru, den skønne Suleima, som han ikke vil sige noget dårligt om - skønt det kunne han vist godt.
Sort (røverhøvdingen) har netop trukket Sd8-f7 og Münchhausen ser "som i en åbenbaring en glimrende matkombination". Han rejser sig fra skakbordet og deklarerer mat i 18 træk. Det første træk er oplagt, men hvad med de næste 17?
Hele historien og løsningen kan læses i Skakbladet 1948, nr. 2, side 16-17 (http://skak.dk/images/skakbladet/1948/1948_02.pdf)
Opgaven og historien er ikke kontrolleret af Fritz eller andre autoriteter.