Hurtigturnering færdigspillet - klubturnering start d. 11. oktober

Michael Andersen Tirs, 2021-10-05 17:17

Hurtigturneringen er nu færdigspillet. Tretten spillere deltog. Formatet var således at der ikke var afsat tid til udsatte partier. Så ved afbud var partierne tabt. Der blev spillet 8 runder. I gruppe A, hvor spillerne har mere en 1600 i rating blev vinderen Ole Grimstrup med 6 points, nr. 2 blev Michael Andersen med 5½ points.

Gruppe B med spillere under 1600 blev vundet af Hans Peter Ilkjær med 4½ points. Ligeledes med 4½ points Jørgen Svendsen - dog med dårligere korrektion. Samme Antal point fik Søren Fleron Jensen som i dette selskab havde den dårligste korrektion.

Den opmærksomme læser vil bemærke, at Raul spillede et parti mod Ole Grimstrup, som han i øvrigt tabte. Raul er den spiller af udenlandsk herkomst, som besøgte Kolding Skakklubs stand i sommers. Her nedlagde han al modstand i lyn, hvilket er hans speciale. Han er ikke så vild med længere partier. Raul kommer fra Cuba - landet der har fostret en verdensmester, nemlig Capablanca. Blandt cubanere bare kaldet Capa.

Iøvrigt starter klubturneringen på mandag den 11. oktober. En turnering der ikke er blevet afviklet de sidste to sæsoner på grund af (gæt hvad) coronanedlukning.