Det er med sorg vi har modtaget meddelelsen om Christian Anker Møllers bortgang. Christian var et meget vellidt og positivt menneske. Han satte meget stor pris på et spil skak, og det gjorde han flere steder. Christian var for år tilbage medlem af Kolding Skakklub, hvor han også gjorde et betydeligt stykke arbejde for klubben. Senere blev det Springeren der fik glæde af Christian. Christian var dog stadig med til Kolding Skakklubs Vinter EMT, de seneste sæsoner. Han var også aktiv ved fredagsskak på Paraplyen.

Køreturen mellem hjemmet i Alminde og Springeren blev tilbagelagt på cykel. Ret godt gået af en mand i Christians alder, og så sent som til Springerens julefrokost var han en af deltagerne. Tak for mange hyggelige stunder.

Bisættelsen finder sted tirsdag d. 6. januar kl. 11 i Alminde Kirke. Æret være Christians minde.