Overskriften hentyder til to matcher mod Varde i henholdsvis mesterrækken og b-række Midt. 1. februar tog førsteholdet til Varde og efter at have været i en af de mange bygninger uden at se mennesker så vi et Varde medlem skridte hurtigt mod en anden bygning. Vi satte det lange ben foran og det lykkedes at lokalisere hvor vedkommende gik ind. Pyh ha. Vel indendørs i læ fra den kolde vind så vi de øvrige Varde spillere sidde som sædvanlig før en match med en hyggelig morgenkomplet. Og som Bjarne Rasmussen kækt sagde. Ja, det giver os mange point. Ikke morgenkompleten, men det faktum at modstanderholdet ikke kan finde indgangen til spillestedet.
Spillet gik i gang og endnu engang var vi overmatchet ratingmæssigt, men trak os alligevel sejrrigt ud af opgøret. 4½-3½ til os. Sihela og Oleksandr vandt, men Nikolaj tabte. De øvrige spillede remis. Undertegnede, Michael Andersen har indtil videre “kun” spillet remis i holdkampene. Denne gang sad jeg dog tilbage som den sidste – det går fremad. Jeg ved ikke om det var håndboldfinalen, der trak, men der var ikke tid til analyser og det hele var hurtigt overstået. Holdet ligger stadig på andenpladsen med stor afstand til de nederste pladser, der kan give nedrykning. Til gengæld er der fem points op til Horsens, der er vores modstander i sidste runde.
Andetholdet spillede dagen efter mod Varde 2, der var på besøg hos os. Det blev en forbedring i forhold til den første match mellem de to hold. Denne gang tabte KS 3-1, mens det blev 4-0 sidst i Varde. Oprykningskampene om kvalifikation til a-rækken overlader vi til de øvrige hold.
Glædeligt der er så stor opbakning til holdene. 1. holdet stillede næsten i stærkeste opstilling. Det var kun en syg Simun Anthoniussen, der var fraværende. Det var også fint der ikke var nogen gengangere på de to hold. 12 forskellige spillere.
https://holdskak.skak.dk/TeamTour/Table?teamTourId=119&teamTourGroupId=530
