Venskabsmatchen

Mandag den 5.1. blev venskabsmatchen mellem Springeren,KS mod Haderslev/Vojens afholdt. I år foregik det hos os og det var igen Rød Sal på Midtgården, der lagde lokaler til. I sin velkomsttale omtalte Jens Ingemann Madsen matchen som en god tradition. Nævnte så også efterfølgende, det er lidt flot at kalde det en tradition, når det tidsmæssigt ikke har kørt længere.

Inden start blev 2 spillere mindet med et minuts stilhed. Det var Christian Anker Møller og Jan Kjellin, der begge afgik ved døden inden for den sidste måned.

Tilbage til det skaklige er det en udmærket start på det nye år med noget uformel skak, hvad enten man kan kalde det en tradition eller ej. Stemningen er fin og vi har muligheden for at ønske hinanden godt nytår. Det er altid noget af et puslespil og se hvem dukker op og få spillerne parret sammen, så de spiller to partier med forskellige farver. En opgave jeg gladeligt overlader til Jens Ingemann Madsen. I år magede det sig således, at vi var 17 mens de var 16. Det betød, at de to Koldingspillere Hassan Jalouli og Simon Kruse, kun fik et parti hver. Sammenlagt vandt Haderslev/Vojens med 18½-13½, og som Jan Rosenberg sagde, så lød det næsten som et resultat, der kunne være nået i Ryder Cup i golf. Resultatet er ikke så vigtigt – det vigtigste er at hygge sig. Det er altid let at sige, når man er på det tabene hold, men denne gang er det oprigtigt ment.